EU og lobbyisme, Jens Clausen, Line Eriksen, VUC Roskilde, Oplysningsforbundet DEO
Lærerens side » Nyheder » Demokraticafeerne den 12. og 17. februar » Demokraticafé på VUC i Roskilde
Onsdag den 17. februar om lobbyisme i EU
Dagen bød på oplæg fra DEO og debat mellem Jens Clausen fra lobbyovervågningsorganisationen Corporate Europe Observatory og Line Eriksen fra interesseorganisationen Dansk Industri - OG OMKRING 70 STUDERENDE FRA VUC, ROSKILDE.
Morten Bøgelund fra VUC i Roskilde lagde ud med at byde velkommen og præsentere et program med godt to timers debat om EU og lobbyisme, der skulle vise sig at blive både klog, hyggelig og intens. Michael B. Lauritsen fra DEO Undervisning introducerede først forsamlingen til begrebet lobbyisme, de europæiske beslutningsprocesser og de demokratiske konsekvenser ved ulige fordelt indflydelse i Bruxelles til fordel for de mest penge- og ressourcestærke lobbyister.
Herefter bød Anne Louise Carstens fra DEO op til brainstorm.
Folk skulle op af stolene og i gang. Og det kom de. En såkaldt 'rundt-om-bordet-energizer' går ud på, at der ligger et stort stykke pap på bordet med nogle forskellige udsagn og citater om lobbyisme påtrykt. Pappet er delt op i seks felter, og personerne ved bordet stiller sig hver ud for et felt. Følgende øvelse kører hernæst under tidstagning: tiden bliver sat i gang; man læser udsagnet i sit eget felt; man skriver umiddelbare kommentarer; når tiden er gået bliver der råbt, og der roteres; denne brainstorm fortsættes hele bordet - og alle seks felter - rundt. Efter brainstormen skrev hvert bord tre skarpe spørgsmål ned til den efterfølgende debat. Til hele denne seance bød VUC Roskilde på småkager og kaffe.
De to oplægsholdere Line Eriksen, tidligere Bruxelles-praktikant og nuværende studentermedarbejder for Dansk Industri og tidligere studentermedhjælp og nuværende researchmedarbejder ved Corporate Europe Observatory i Bruxelles, fortalte om deres arbejde og ikke mindst deres organisationers synspunkter, og oplæggene gled direkte over i en særdeles livlig debat om lobbyregistre, 'svingdørslovgivning', penge og viden, betalte frokoster, hårde regler og international konkurrence.
Robin Hood og sheriffen?
Debatten lagde ud med at være meget sort/hvid; Lines tilknytning til industrien fik mange kritiske spørgsmål, mens Jens arbejde fik anerkendende kommentarer. En deltager udtrykte det således: ”På mig virker du som Robin Hood og du virker som ham sheriffen, der har rigtig mange penge”.
Men efterhånden blev billedet mere nuanceret. Line understregede, at lobbyister bør ses som en informant frem for en ond lobbyist, og hun forklarede hvordan DI kæmper for at danske virksomheder får gode vilkår. Hun refererede for eksempel til deres modstand mod gennemførelsen af de såkaldte "legetøjsdirektiv", der ville sætte lovkrav om, at alt legetøj skal kunne vaskes. Line mente ikke selv, at hun går på kompromis med sine egne holdninger ved at arbejde for industrien. DI arbejder blandt andet på at få en grøn industrialisering indenfor de rammer industrien tillader. "Vi er nødt til at se realistisk på hvordan samfundet er skruet sammen,” konstaterede hun flere gange.
Jens stillede spørgsmåltegn ved hvorvidt industrien har moral og konstaterede: "Det kan være DI har moral, men mange sydlandske industrier har ikke moral. Deres indblanden handler kun om profit". Han argumenterede i forlængelse hermed for vigtigheden af at EU får et obligatorisk lobbyregister, så der kan holdes mere kontrol med lobbyismen. Det nuværende frivillige lobbyregister gav han ikke meget for og sammenlignede det med en telefonbog uden telefonnumre.
De to deltagere kunne godt blive enige om vigtigheden af at have forfriskende genstande, når der diskuteres politik med de travle parlamentarikere, men var tydeligt uenige om omfanget. "Skal det være en tre retters menu på de dyreste restauranter i Bruxelles?,” spurgte Jens frækt og understreger at CEO i så fald ikke har mulighed for at lave personlige netværk af den størrelsesorden, fordi de ikke har penge til restaurantbesøg.
Start med dig selv
Alle knap 70 studerende indvilligede i at blive ti minutter over tiden, for at kunne få luftet de sidste spørgsmål og kommentarer. Og den afsluttende kommentar fra en studerende til debatpanelet gav alle noget at gå hjem på: "Jens, du repræsenterer jo lobbyovervågningsorganisationen, der har brug for penge, og Line, du repræsenterer blandt andet Carlsberg. Jeg kan jo sagtens se det fornuftige i at støtte jeres organisation med 100 kroner om måneden Jens, men jeg ender jo nok oftest alligevel med at købe en six-pack fra Carlsberg. Så helt ærligt, måske vi skal starte med at kigge på os selv!"
Efterfølgende vejede vi stemningen blandt deltagerne, der generelt var postive, og det var tydeligt at debatten havde givet stof til eftertanke. Rasmus Vandborg på 20 år fra Roskilde VUC beskriver det således:
”Jeg synes det har været super spændende , men samtidig er jeg blevet mere forvirret. Nu har jeg fået mere dybdegående information om lobbyisme, så det ikke er lige så let at stemple lobbyister som kapitalistiske møgdyr”
Martin Lehmann på 28 år fra Roskilde VUC giver Rasmus ret i, at han har fået et mere nuanceret syn på lobbyisme, men efterlyste mere tid til fordybelse: ”Det var rigtig spændende. Vi kunne godt bruge mere tid til den nye brainstorm metode, men det gav dynamik at vi blev tvunget til at tage stilling til forskellige udsagn efter hinanden. Debatten var super, men der kunne vi også godt bruge længere tid"
Har du også lyst til at bruge mere tid på lobbyisme, kan du passende følge nogle af nedenstående links.
Line medbragte et hæfte fra Dansk Industri med titlen 'Genstart Europa', som der var flere forespørgsler på blandt de studerende efter demokraticafeen. Hæftet kan findes her.
Man kan læse mere om lobbyovervågningsorganisationen Corporate Europe Observatory her.
DEO har produceret en temapakke om lobbyisme i EU. Den kan man finde her
Cafeen var arrangeret i EU-netværket af samfundsfagslærere i samarbejde med Morten Bøgelund fra VUC Roskilde.
Man kan læse mere om DEO's EU-netværk af samfundsfagslærere her.