Demokraticafé på Christiansborg

22 elever, fra fem forskellige gymnasier i Roskilde kommune, havde valgt at bruge dagen på, at diskutere hvorfor EU skal kontrollere finansloven.

Dagen startede i Kulturhuset Indre By, hvor dagens program blev præsenteret over en kop kaffe og croissanter.

Formålet med dagen var, at producere en EU temaavis om kontrol med finansloven, som eleverne selv skulle skrive. Eleverne blev derfor allerførst introduceret, gennem en halv times workshop, til de mest basale journalistiske redskaber.

Rasmus Nørlem Sørensen fra DEO fulgte derefter op med en times oplæg om EU og Finansloven, hvor der var plads til masser af spørgsmål fra eleverne. Han gennemgik kort de grundlæggende elementer i EU, og forklarede om de forskellige nye tiltag fra EU om kontrol med Finansloven. Der var specielt fokus på det europæiske semester og og europagten.

Derefter var scenen sat til et redaktionsmøde. Her blev eleverne delt op i journalistiske grupper, der skulle jagte forskellige vinkler på emnet. For at sikre den gode artikel og en sammenhængende avis var der på forhånd udfærdiget opgavebeskrivelser. I omkring en times tid arbejdede grupperne på hvad der skulle stå i deres artikler og hvilke spørgsmål de skulle stille til dagens kommende debatører.

Sidste del af dagen foregik på Christiansborg, hvor Per Clausen fra Enhedslisten og Flemming Møller fra Venstre debatterede om deres forskellige synspunkter på EU's kontrol med den danske finanslov, og hvilke konsekvenser EU's nye tiltag vil have. Her havde eleverne rig mulighed for at stille de nødvendige spørgsmål til vinklingerne af deres artikler.