Serbien, Kosovo og Makedonien - september 2018

Afgang: 14. september 2018

Hjemkomst: 22. september 2018

9 dages rejse i flot natur, barsk historie og højaktuel politik

Serbien, Kosovo og Makedonien - september 2018

Vi dykker ned i områdets historie og hører både om tiderne, hvor de mange forskellige etniske og religiøse grupper i området godt kunne finde ud af at leve side om side og om tider med konflikt og krig.

Vi rejser til den del af det tidligere Jugoslavien, som forblev længst under Osmannerne, og det er noget, man stadig tydeligt kan se og opleve. 
Vi hører om krigen i Kosovo og Natos bombardement af Serbien, om arbejdsløsheden i det sydlige Serbien, korruptionen i Kosovo og de etniske spændinger i Makedonien, men vi møder også folk der arbejder for en bedre fremtid og for at bevare den multietniske kulturarv i området.
Vi oplever arbejderbyen Niš, Kosovos to største og fra hinanden meget forskellige byer Priština og Prizren, den smukke Ohridsøen og den multietniske storby Skopje. Vi kører i utrolig flot natur, ser gamle fæstninger, forskellige monumenter og mindesmærker og ikke mindst flere flotte kirker og moskéer. 

Pris: 9.480 kr. (9.300 for medlemmer af DEO). Prisen inkluderer flyrejse tur/retur, bustransfer København-Malmø ud og hjem, busrejse i Serbien, Kosovo og Makedonien, 8 overnatninger på hoteller med morgenmad (2 i Nis, 1 i Pristina, 2 i Prizren, 2 i Ohrid og 1 i Skopje), alle oplæg og entréer samt enkelte måltider. Tillæg for enkeltværelse er 1.400 kr. Rejsens guider er Zlatko Jovanovic, som er Ph.d. i historie, opvokset i Bosnien-Hercegovina og har boet i Danmark siden 1993 og Finn Ellegaard, der er DEO’s stifter. 

Rejseplan (forbehold for mindre justeringer) 

Dag 1, fredag 14. september 2018:
Afgang med bus fra Københavns Hovedbanegård til Malmø Lufthavn. Opsamling ved Ingerslevsgade kl. 05.00 (Leifs busservice). Afgang med fly kl. 07.45 og ankomst til Niš Lufthavn kl. 10.05. Her venter vores bus på os.

Vi starter med at køre til Ćele-kula - et makabert kranietårn bygget af Osmannerne efter en fejlslået serbisk opstand i 1809. Her hører vi et oplæg om Balkans historie med fokus på tiden under Osmannerne, inden vi kører til restaurant “Kafana Biser”, hvor vi spiser frokost mens vores værelser gøres klar til os.

Vi indlogeres på New City Hotel kl. 14.00, hvorefter der er lidt tid til at slappe af indtil kl. 16.00, hvor vi skal møde en NGO, som startede som en protestbevægelse mod Milosevic-styret i 1990’erne, og som i dag især arbejder for at styrke nærdemokrati i Niš og Serbien og for en “bæredygtig decentralisering”, der skulle hjælpe det fattige Sydserbien ud af arbejdsløsheden og økonomisk tilbageståenhed. Vi hører bl.a. om situationen i byen og regionen, om Natos bombardement osv.

Efter mødet er der en kort byvandring, hvor vi bl.a. skal se den gamle borg/fæstning, som er en af de største og bedst bevarede på Balkan. Aftenen er fri til at vælge et spisested og opleve stemningen i byen.

Dag 2, lørdag 15. september 2018:
På rejsens anden dag møder vi to lokale organisationer. Kl. 10.00 møder vi ”Lejerforeningen”, der kæmper de fattige lejeres sag. Efter dette møde er der et par timers frokostpause, inden vi om eftermiddagen møder NGO’en “Plante”, og hører om deres folkeoplysningsarbejde, der bl.a. handler om bedre miljø i den store industriby. Derefter kører vi (ca. 4 km.) til memorialparken Bubanj. Mens vi kører, er der et kort oplæg om Første Verdenskrig og om etableringen af den første jugoslaviske stat kort efter krigen i december 1918. I Bubanj-parken ser vi på det monument, der er blevet rejst i Tito-tiden til minde om de internerede og dræbte i den nazistiske kz-lejr, som lå her under Anden Verdenskrig. Her hører vi historien om Anden Verdenskrig og den nye nationalistisk-revisionistiske fortolkning af den (den underspiller partisanbevægelsens rolle i kampen mod nazismen). Vi er tilbage i byen ved 17-tiden, hvorefter der er fri til at finde et spisested og opleve byen. 

Dag 3, søndag 16. september 2018:
Kl. 9.00 pakker vi bagagen i bussen og kører mod Kosovos hovedstad Priština (5 t. kørsel). Undervejs vil der være oplæg om Jugoslaviens historie fra 1918 til 1991, vi vil holde frokostpause, og der vil være oplæg om Kosovos historie og politiske situation og om landets status ift. EU. Lige inden vi når Priština, kører vi en lille omvej omkring byen og besøger Solsortesletten og monumentet for Kosovo-slaget i 1389.
Ca. kl. 17 ankommer vi til vores hotel Hotel Royal, som ligger i centrum af byen. Efter indkvartering tager vi en lille rundtur og ser den centrale bydel, hvorefter aftenen igen er fri til at vælge et spisested og opleve stemningen i Kosovos hovedstad. 

Dag 4, mandag 17. september 2018:
Vi starter dagen ved at møde den svensk finansierede NGO ”Cultural Heritage without Borders”, der arbejder for bevarelsen af Balkans kulturarv på tværs af landegrænser, hvorefter vi pakker vores ting i bussen og kører til den serbiske enklave Gračanica syd for Priština (20 minutters kørsel). Her besøger vi det kendte Gračanica kloster fra det 14. århundrede, spiser frokost og hører, hvordan det er at være serber i Kosovo i dag.
På vej ud af Priština mod Kosovos næststørste by Prizren kører til EULEX (EU’s politi- og juridiske mission i Kosovo), hvor vi vil høre om EU’s rolle i Kosovo, om etniske spændinger, kriminalitet og korruption.
Tilbage på vej til Prizren opsummerer vi indtrykkene fra dagens møder, samt hører om Prizrens multikulturelle historie, der har sin rod i Osmannertiden.
Vi ankommer til vores hotel i Prizren - Theranda Hotel - ca. kl. 18.00. Hotellet ligger i hjertet af den gamle osmanniske bydel med mange caféer og restauranter. 

Dag 5, tirsdag 18. september 2018:
Kl. 9.00 går vi på en lille bytur til Gjon Buzuku Gymnasium, hvor vi vil høre om skolens undervisningspraksis og erfaring i at undervise sine elever på deres forskellige modersmål. Dagen i Prizren vil også indeholde et møde med arrangørerne af Prizrens dokumentarfilm festival, som arbejder hårdt for at vise, at Kosovo er andet end krig og etnisk konflikt. Senere på eftermiddagen besøger vi den flotte Sinan Pasha moské, den ødelagte serbiske bydel, og slutter denne anden del af byvandringen på fæstningen, hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt over den gamle by. 

Dag 6, onsdag 19. september 2018:
Kl. 9.00 afgang fra hotellet med bagage mod Ohrid i Makedonien (5,5 t. kørsel). Vi kører igennem et meget flot bjergrigt område. Vi kører faktisk igennem to nationalparker - Shar bjergene nationalpark i Kosovo og Mavrovo nationalparken i Makedonien. Vi holder en frokostpause i den sidste på en cafée med udsigt til Mavrovo-søen. På turen vil der være oplæg om Makedoniens historie og politiske situation og status som EU-ansøgerland, korruption og de etniske stridigheder i landet. Det sidste stop på turen er i byen Struga, der ligger ud til Ohridsøen, hvor vi skal besøge en skole og høre om problemerne med etnisk opdeling af skolerne.

Kl. 18.00 ankommer vi til Ohrid, hvor vi bor på hotellerne Alexandria og De Lago. Hotellerne ligger få meter fra hinanden, meget tæt på byens centrum, hvor der er gode muligheder at finde et sted at spise eller drikke kaffe. Til dem der gerne vil bade i den kolde Ohridsøen, er der en del strande i og omkring byen. 

Dag 7, torsdag 20. september 2018:
Kl. 9.00 møder vi ”Prespa/Ohrid Euroregion”, som er en NGO, der arbejder på at styrke samarbejde mellem grænseregionerne i Balkanlandene: Albanien, Grækenland og Makedonien. Efter mødet er der byvandring, hvor vi bl.a. kommer til se den gamle bymur, det antikke teater og en del gamle græskkatolske kirker såsom fx Sankt Panteleimon fra det 9. århundrede. Alt imens nyder vi udsigten til søen, der regnes blandt verdens ældste søer. Fra kl. 13 er dagen fri til at opleve byen på egen hånd eller alternativt tager ud at sejle på søen eller bade i den. 

Dag 8, fredag 21. september 2018:
Kl. 8.30 afgang til Skopje. Undervejs oplæg om nationalisme i Makedonien, om det store byfornyelsesprojekt Skopje 2014 og om demonstrationerne i 2016. Inden vi tjekker ind på vores hotel, besøger vi Roma-bydelen Shuto Orizari, hvor vi forsøger at arrangere et møde med borgmesteren. Efter mødet indlogerer vi os på vores hotel IBIS Hotel Skopje City Center. 

Kl. 16.15 møder vi journalist John Petersen. John er makedonsk gift og bor fast i Skopje. Han vil fortælle om den politiske udvikling i landet. Efter mødet går vi sammen til bydelen Debar Malo, hvor der er mange gode restauranter, som de lokale går til, og så er aftenen fri. 

Dag 9, lørdag 22. september 2018:
Kl. 10.00 afgang fra hotellet på byvandring med John Petersen. Vi hører om det store jordskælv i 1963, som smadrede 80% af byens bygninger og om den fællesjugoslaviske genopbygning af den. Vi ser på de neoklassiske bygninger, bygget i forbindelse med projektet Skopje 2014 og hører, hvordan det komplicerer Makedoniens EU-optagelse. Vi krydser Vardar floden og går rundt i den gamle osmanniske bydel. Efter byvandringen er der frokostpause. Og kl. 15.30 er der afgang fra hotellet til lufthavnen i Skopje. Vi skal med fly kl. 18.35 til København, hvor vi ankommer kl. 21.20.

Rejsegarantifonden