Den 13. april deltog omkring 50 personer i debatmødet om EU, demokrati og retssikkerhed. Mødet blev holdt i Kulturstaldene på Vesterbro i København.

I panelet sad professor og retsfilosof, Peter Høilund, ekspert i sociale bevægelser René Karpantschof og direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.

Mødet var arrangeret i samarbejde med debatforeningen Hvadharvigangi?

Sikkerhedsbegær som frygtens siamesiske tvilling

Reportage af Lajka Hollesen, DEO

Peter Høilund åbner mødet med sit diskussionsoplæg, hvor han peger på fremkomsten af nye love og stramninger såsom Terrorpakke et og to, Lømmelpakken og Knivloven. Han mener disse love er hastet igennem på grundlag af en almindelig frygt for hvad der kunne ske:

Vi bevæger os fra retssikkerhed over i noget andet, som bare er kropslig og psykisk sikkerhed. Angst for at der indtræffer mig en ulykke, at jeg får en fødevaresygdom, eller at min pensionsopsparing forsvinder. Frygten påvirker os således at vi på en række områder faktisk kan tale om en ny politisk, juridisk orden, som er opstået som følge af en retlig globalisering.

Lovenes meget hurtige gennemførelse får en naturlig konsekvens for graden af deres gennemskuelighed, fortæller han og tilføjer i henhold til den nyligt vedtagne Knivlov:

I dag er der ikke ret mange mennesker der ved hvor eller hvornår, man må gå med kniv.

Og i forhold til rettighedsundtagelser i visse geografiske områder, som i de såkaldte visitationszoner:

Når jeg er i et offentligt rum må politiet ikke antaste mig, medmindre der er en konkret mistanke. Jeg skal se mistænkelig ud eller ligne én de leder efter. Men ifølge reglerne i visitationszonerne kan man blive visiteret uden konkret mistanke.

Politi kontrol - skaber mere vold

René Karpanschof, kan nikke genkende til den strammere lovgivning og politiets stadigt mere kontante arbejdsmetoder. Han sætter datoen som udgjorde vendepunktet for denne udvikling hos politiet:

Uro-politiet har sin begyndelse den 18. maj 1993, da politiet tabte et gadeslag på Nørrebro, som i deres forsvar trækker deres pistoler og påskyder 11 mennesker.

Men, tilføjer han: Der er i og for sig ikke noget odiøst i et politi der kan finde ud af at forsvare sig selv. Det bliver det først hvis de under deres aktioner går på kompromis med demokratiet. Og det mener jeg de gør på nuværende tidspunkt.

Ifølge René Karpanschof vil øgede beføjelser til politiet altid blive brugt ud over den grænse de var tænkt inden for. Han uddyber:

Sådan foregår det altid i praksis. Ikke hver dag, men der vil altid opstå situationer. For eksempel kan politiet forårsage uro under fredelige demonstrationer, der ikke ville have været optrådt uden politiets indblanding.  Dette skaber en mistillid til staten, da man føler man ikke behøver overholde reglerne, når nu staten ikke gør det.

Den politiske debat flytter til EU

Jonas Christoffersen tilføjer et ordsprog til denne udvikling:

I gamle dage sagde man: Vi vil hellere lade én skyldig gå end at dømme ti uskyldige. I dag  straffer man hellere ti uskyldige. For en sikkerheds skyld.

Jonas Christoffersen lægger en EU-vinkel på diskussionen og gør kort rede for den aktuelle situation i forhold til det demokratiske underskud i EU:

Med Lissabon-traktaten bliver beslutningerne inden for det retlige samarbejde nu vedtaget med kvalificeret flertal, hvor de før blev vedtaget ved enstemmighed. Men Danmark har forbehold og kan derfor ikke have indflydelse på beslutningerne. Europa-parlamentet får derimod større indflydelse, så de danske EU-parlamentarikere vil være med til disse at påvirke disse beslutninger.

Med disse omjusteringer konkluderer han så:

Debatterne vil altså foregå et andet sted end i Folketinget fremover; de vil foregå i de organer der forbereder EU-lovgivningen. Det er meget på embedsmandsplan. Hvad betyder det for den demokratiske deltagelse? Det betyder at det bliver betydeligt vanskeligere at deltage i nogle beslutningsprocesser, da debatterne vil køre i EU.

Diskussionsgrupper løser demokratiets dilemma 

Efter de tre diskussionsoplæg blev deltagerne sat i diskussionsgrupper for at diskutere demokratiets tilstand i henhold til de fremlagte kritik-punkter i oplæggene. Efter en halv times ivrig diskussion, var det nu deltagernes tur til at stille spørgsmål til de tre oplægsholdere.

SP: Efter min opfattelse er det, vi har i dag et journalistisk demokrati, hvor medierne er meningsstyrende. Hvordan kan det være?

Peter Høilund: Den politiske dialog har meget ringe kår i EU. Der er ingen politiker der siger hvad han mener. For at citere Løgstrup, så starter man aldrig med at have tillid til hinanden. Spørgsmålet er om det overhovedet er muligt at nærme sig en autentisk politisk debat.

SP: - Hvad gør man for at overholde Grundlovens §71, der fastsætter at den personlige frihed er ukrænkelig?

René: Det flertalsdiktatur vi har i Danmark er ikke meget værd, hvis dialogsiden ikke er vægtet særligt højt. Man skal lave nogle arrangementer som dem her; det er en måde at påvirke debatten på.

Som afsluttende kommentarer kom en deltager med en opfordring til at vi tør demokratiet; at vi stiller op og sige vores mening.

Hertil svarede Jonas Christoffersen: Ja, vi skal turde demokratiet og bruge det. Men jeg er ikke sikker på, at vi skal overtræde loven ved at gribe til civil ulydighed.

Peter Høilund dog ikke helt enig i denne udtalelse: Civil ulydighed er en del af demokratiet. Det er den nødbremse vi kan trække i, hvis vi vurderer at vi ikke længere lever i et demokratisk samfund.

Debatforeningen Hvadharvigangi? og Oplysningsforbundet DEO takker for et givende og lærerigt debatmøde.

Læs det seneste nummer af DEO's magasin NOTAT: