EU og Tyrkiet, Den evige forlovelse. hvor bliver brylluppet af

EU og Tyrkiet: Den evige forlovelse - hvor bliver brylluppet af?

15.12.2017

BAGGRUND. I Brexitdebatten omtales briternes udtræden som en skilsmissesag. I samme jargon kan man sige, at Tyrkiet og EU’s forhold, efter knap 60 år med op- og nedture, ikke er nået længere end til en ’forlovelse’. Og senest er der tegn på, at EU har fået kolde fødder.

Af Mette Frederiksen, studerende på Internationale Studier RUC

Jeg har nu tilbragt tre måneder i Istanbul, byen mellem Østen og Vesten, hvor der er både diskoteker og natteliv og fem daglige kald til bøn i moskeerne. Mine tyrkiske venner ser sig selv som de ser byen, hverken mellemøstlige eller europæere, men slet og ret tyrkere med en stolt historie og en stærk tradition for sekularitet og integration med både øst og vest. Samtidigt forsøger konservative kræfter i Tyrkiet at gøre op med den sekulære tradition og den demokratisering Tyrkiet har været i gang med siden 1950erne. Det følgende er et portræt af EU's mest kontroversielle kandidatland.

Demokrati eller diktatur? Sekularitet eller Sharia? Øst eller Vest?

De spørgsmål er ikke lige sådan at komme til bunds i. Formelt har landet haft demokrati siden 1950, men flere militærkup i perioden og gentagne mistanker om valgfusk viser et andet billede.

Sekularisme har længe fyldt meget i Tyrkiet. Opdelingen imellem religion og stat har haft en central plads i den tyrkiske forfatning siden 1924. Tyrkerne kom også vores hjemlige burkadebat i forkøbet, da de allerede i 1980 forbød kvinder i landet at bære hovedtørklæder af alle afstøbninger i den offentlige sektor. Forbuddet blev dog ophævet i 2013 under den nuværende præsident Erdogan.

Sharia, som betyder islamisk lov, er derfor et uvelkomment ord i Tyrkiet. Så når konservative tyrkere advokerer for religiøs indflydelse hedder det i stedet ’religionsvenlig sekularisme’. Dette var også diskursen da tørklædeforbuddet blev ophævet.

Men trods det sekulære fundament fylder religion stadigvæk meget i mange menneskers liv. I Istanbul kan man høre moskeerne kalde til bøn fem gange i døgnet, og Tyrkiets stærke konservative religiøse kræfter vil næppe holde op med at forsøge at skubbe Tyrkiet fra sekularisme mod sharia.

Ydermere er det ikke let at afgøre, hvor Tyrkiet befinder sig i den klassiske øst/vest opdeling. NATO bød i 1952 Tyrkiet velkommen og trak landet mod vest. USA var stærk fortaler for et Tyrkiet, som skulle være en del af Vesten – især med det stærke tyrkiske militær for øje. Men efter afslutningen af den Kolde Krig, er Vestens behov for det tyrkiske militær er skrumpet. Samtidigt har jihadistisk terror i vesten og en voksende nationalisme i vesten ændret vestens billede af alle muslimske lande inklusive Tyrkiet. Senest, med kup-forsøget og forfatningsændringerne i Tyrkiet er landet tilsyneladende også selv rykket længere væk fra Vesten og vestlige værdier. Flere forfølgelser og arrestationer af journalister har plaget mediedagsordenen, og så sent som i november 2017valgte regeringen også at forbyde alle LGBT-events i Ankara.

60 års forlovelse med op- og nedture undervejs

Ved de nationale valg i Tyskland i september udtalte Angela Merkel, efterfulgt af flere europæiske ledere, at Tyrkiet ikke har en fremtid som EU-medlemsland. Men hvorfor få kolde fødder nu? Kaster man et historisk blik på forholdet, er det tydeligt, at der – som i de fleste længere forhold – har været gode og dårlige perioder.

Efter Tyrkiets succes med at etablere et demokrati og opnå NATO-medlemskab valgte landet i 1959 at ansøge om et såkaldt ”associeret medlemskab” af EØF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab). Ansøgningen blev godkendt fire år senere, i 1963, efter talrige forhandlinger. 

Det associerede partnerskab var første skridt mod EU-integration. Først og fremmest skulle Tyrkiet dog igennem tre trin for at opnå en handelsunion med EU. Alt tegnede godt, da Tyrkiet allerede i 1973 havde nået to ud af tre trin på vejen mod handelsunionen, men da den græske militærregering i 1974 kollapsede, så Tyrkiet sit snit til at annektere det nordlige Cypern. Dette medførte et klart skift i forholdet mellem Tyrkiet og EU.

Da Grækenland ansøgte om fuldt medlemskab af EU i 1975, var Tyrkiet travlt optaget andetsteds – først på udenrigsfronten med annekteringen af Cypern og dernæst indadtil med et militærkup fra 1980 til 1983. Da Grækenland i 1981 blev optaget som fuldt medlem fik landet vetoret på nye EU-udvidelser. De brugte Cypern som begrundelse for at afvise et tyrkisk medlemskab.

I 1987 ansøgte Tyrkiet om fuldt medlemskab. På grund af forholdet til Grækenland og den økonomiske situuation i Tyrkiet modtog landet ikke medlemskab. I 1993 blev ’Københavnskriterierne’ vedtaget, som konkretiserede de politiske kriterier og skærpede de økonomiske kriterier. Begge dele gjorde, at Tyrkiet var fjernere fra medlemskab end tidligere. Til gengæld kom handelsunionen med EU på plads i 1996 som en slags plaster på såret.

Lykken varede dog kort, og bryllupsinvitationerne valgte EU aldrig at sende ud, for Tyrkiet var ikke at finde på listen over kandidatlande på et møde i Luxembourg i 1997, hvor de østeuropæiske lande, sammen med Cypern og Malta, blev budt velkommen som kandidatlande. Tyrkiet sakkede igen bagud og fandt først frem til kandidatlisten to år senere i 1999 på et møde i Helsinki.

Den nye status som kandidat satte gang i et boom af embedsarbejde med reformer for at opfylde Københavnerkriterierne. I 2006 resulterede dette i åbningen for forhandlinger om Tyrkiets medlemskab af EU. Forhandlinger, som i dag, 30 år efter ansøgningen om fuldt medlemskab, har åbnet adskillige kapitler men blot ét af de i alt 35 kapitler med kriterier er afsluttet som færdigharmoniseret med EU-lovgivningen.

For stort, for fattigt og for muslimsk

Hvorfor er det så svært for Tyrkiet at få lov at blive medlem? I folkemunde er det ofte blevet ytret, at ”Tyrkiet er for stort, for fattigt og for muslimsk”. 78 millioner tyrkere udfordrer EU-landenes integrationskapacitet, lyder det blandt andet. Hvis Tyrkiet var medlem ville det mindre udviklede Østtyrkiet modtage store dele af EU’s landbrugs- og regionalstøtte, noget som specielt Frankrig, Spanien, Italien og Portugal næppe ønsker at vinke farvel til.

Dertil kommer, at Tyrkiet i øjeblikket ifølge Eurobarometers målinger er det mindst populære kandidatland blandt europæerne. Her rangerer selv Ukraine, trods en aktiv væbnet konflikt, væsentligt højere. Den tyrkiske, muslimske kultur virker afskrækkende på de europæiske borgere i kølvandet på flere terrorangreb og udbruddet af højrenationalisme. 

En tredje og tungtvejende årsag er, at EU benhårdt har meldt ud, at så længe tyrkisk militær er at finde på Cypern, bliver der ikke lukket flere kapitler på vejen mod et medlemskab.

Tyrkiet har dog også meget at tilbyde EU. De har blandt andet en stor, ung arbejdsstyrke, som er klar på at tage jobs i Europa og bringe vækst med sig – ligesom de gjorde i Tyskland i 1960’erne. Det høje tyrkiske forbrug kan også komme mange af de europæiske økonomier til gode. Tyrkiet kan endvidere fungere som en bro til Mellemøsten, hvor diversitet og multikulturalisme vil bringe innovation og nytænkning med sig for slet ikke at nævne et stort marked hvor EU kunne udvide sin tilstedeværelse.

På den anden side huser landet netop nu 3,4 millioner flygtninge – flere end noget andet land i verden. Dette kan være med til at forklare EU’s incitament til ikke at bryde forlovelsen med Tyrkiet helt, da Tyrkiet i øjeblikket virker som en behagelig stødpude mellem Mellemøsten og Europa.

Tyrkiet mod øst, mod vest eller som en privilegeret partner?

Det stagnerende forhold mellem EU og Tyrkiet kan i fremtiden bevæge sig i mange retninger, hvor især tre hovedretninger tegner sig.

Den første er et Tyrkiet, som bevæger sig mod øst og væk fra et ønske om fuldt medlemskab. Det seneste valg i Tyrkiet, hvor Nationalist Movement Party (MHP) opnåede hele 16,5% af stemmerne, vidner om, at konservative røster med ansigtet rettet mod Mellemøsten stadig har godt fat i Tyrkiet. Den dobbeltmoral, som EU ofte beskyldes for at have overfor Tyrkiet, kan resultere i, at Tyrkiet finder andre samarbejdspartnere i Mellemøsten.

Den anden mulighed er et Tyrkiet, der bevæger sig mod vest mod et fuldt medlemskab. Hvis problemerne på Cypern løses vil det blive muligt for Tyrkiet at kunne lukke flere kapitler på vejen mod et medlemskab. Det vil sandsynligvis medføre et nyt boom af reformer med fokus på menneskerettigheder og demokrati, som også vil hjælpe på den europæiske offentligheds syn på Tyrkiet. Det kræver dog, at Tyrkiet ikke blot formår at ændre love, men også at implementere dem i samfundet, da det hidtil har haltet på dette punkt. Vejen er lang for at denne mulighed synes indfriet.

Sidste mulighed er en, som Angela Merkel argumenterede for tilbage i 2009; et privilegeret partnerskab mellem EU og Tyrkiet. Partnerskabet ville indebære, at Tyrkiet modtager begrænsede landbrugs- og regionsmidler, og at Tyrkiets befolkning vil få en skrabet udgave af den fri bevægelighed med  visum-fri rejse indenfor EU, men altså ikke retten til at slå sig ned og tage arbejde. 

Sidstnævnte mulighed lader til at være mest sandsynlig. Tyrkiet og EU kan og vil ikke være hinanden foruden, men samtidig umuliggør den aktuelle politiske situation med voksende nationalisme i begge lejre en fuld integration.

Et privilegeret partnerskab muliggør kompromiser udenfor rammerne af ægteskab, hvor Tyrkiet ikke er en naturlig insider men nærmere en vigtig outsider. Det virker til, at bryllupsklokkerne ikke ringer foreløbigt, men at forlovelsesringene bliver på.