Forside Polen
Polen: Warszawa, Gdansk og Poznan

8 dages busrejse.

lørdag 20. september 2014 kl. 00:00 - 00:00

DEO besøgte 20.-27. september Polen med 54 mennesker. Vi rundede Barka-skolen i Poznan, der kan sammenlignes med Kofoeds skole i København, danskinstituttet på universitetet i Poznan, den danske advokat Peter Tærø, der siden 1989 har virket i Polen og Danmarks ambassadør Steen Hommel. Peter og Steen sammenholdt danske og polske forhold og gav et dybere grundlag for forståelse. Vi besøgte også det polsk parlament Sejmen.

Som altid foregik rejsen i en firestjernet bus, og som så ofte før var vi i trygge hænder med rutinerede Poul Gregersen bag rattet. DEO havde tre guider med på turen: Østeuropaekspert Michael B. Lauritsen, arkitekt Mogens Brøchner-Nielsen og Finn Ellegaard. Mogens og Michael gav løbende indlæg og foredrag i bussen om polsk samfund, politik, historie, arkitektur, religion og kultur.

Bussen startede lørdag i Auning, samlede folk op i Jylland, på Fyn og Sjælland, før vi fortsatte med færge fra Karlskrona til Gdansk. Efter indlogering på hotel søndag morgen tog vi på byvandring i Gdansk.

Gdansk 2

Byvandring med Mogens Brøchner-Nielsen.

Klimademo 2

En lille demonstration mod menneskeskabte klimaforandringer i et Polen, hvor et stort flertal af politikerne dog er enige om, at velstand og arbejdspladser skal prioriteres højere end klimaet.

Gdansk

Mogens fortalte på byvandringen om Gdansk, både i Solidaritetsårerne, men ikke mindst i de rige år som Hansestad.

Solidaritetsmuseum

I Gdansk er der netop opført et splinternyt musuem, det Internationale Solidaritetscenter, til minde om frihedskampen under fagforeningen Solidaritet, undtagelsestilstanden i 1980erne og kommunismens sammenbrud og Polens plads i den historie. Vi besøgte museet få uger efter dets åbning i august 2014, 25 år efter de første demokratiske valg i Polen. Michael lagde op til besøget med et oplæg om Solidaritetsårene.

Mandag kørte vi videre, og ankom i Warszawa efter et langt frokoststop i Torun, en smuk og velbevaret middelalderby. Efter ankomst nåede vi en lille vandring i det tidligere ghettoområde tæt ved Hotel Ibis, hvor vi boede, før aftenen var fri.

Tirsdag morgen fik vi et fyldigt foredrag om politik og samfund i Polen lige nu ved den danske ambassade - selvfølgelig med den tykke bund i polsk historie og kultur, som et foredrag om Polen må have.

Ambassade

Danmarks Ambassadør i Warszawa Steen Hommel holdt et skarpt oplæg. Blandet op med lige så skarpe spørgsmål fra gruppen.

Efter ambassaden gik turen til Kulturpaladset, hvor vi efter et oplæg om paladset holdte frokostpause, som nogle brugte på at se byen fra tårnets top, imens andre inspicerede det nærved liggende prestige-indkøbscenter Zloty Terasy og andre igen var i Teknikmuseet. Dagen blev sluttet af med en lang byvandring igennem Warszawa og byens lange og turbulente historie.

Kulturpaladset gemt

Kulturpalads og kapitalisme

Første halvdel af onsdagen blev brugt på en tur rundt i den gamle jødiske ghetto, oplæg om den jødiske opstand i Warszawa under Anden Verdenskrigen, et blik på ghettoens mindesmærker og på et nyt stort millionprojekt, museet Det Jødiske Kulturcenter i Warszawa.

Holocaustmonument
Det smukke mindesmærke for 'Dem, som faldte eller blev myrdet i Øst'.

Efter frokost gik turen videre mod det polske parlament, Sejmen, hvor vi så Polens nye premierminister Ewa Kopacz, der overvågede tidligere Premierminister Radoslaw Sikorski blive indsat som ny formand for Sejmen, en prestigiøs plads i det polske politiske liv.

Sejmen Sikorski
Radoslaw Sikorski indtager på billedet sin nye plads som formand i den høje stol under det polske flag. På hans højre side i blåt ser man Ewa Kopacz.

Torsdag morgen lagde vi ud med at besøge den danske advokat Peter Tærø, der har været til stede i Warszawa med advokatfirma siden kommunismens sammenbrud, og som kunne fortælle om vilkårene i Polen dengang og nu, om virksomheds- og forhandlingskultur, om mentalitet og økonomi.

DEO bød på frokostbuffet, og så bevægede vi os i gang mod hovedkvarteret på Frontex, EUs grænsebevogtningsagentur, hvor vi fik et både tragisk og spændende foredrag om flygtningestrømme, menneskesmugling, og en grænsebevogtningsforpligtelse, der i de seneste år i stigende grad bliver dramatisk suppleret af et stigende antal redningsaktioner.

Frontex
I kø til at komme ind og op på 11. sal, een af Frontex' etager i et enormt kontorhus.

Fredag kørte vi fra Warszawa for at besøge 'Barka-skolen', der driver skole med forbillede i Kofoeds Skole. Siden 1989 har familien Sadowska - først på et landbrug i det vestlige Polen, siden på skolen i Poznan - hjulpet tidligere fængselsindsatte, alkoholikere, langtidsarbejdsløse og andre mennesker på kanten af - eller udenfor samfundet med at blive reintegreret og tilegne sig færdigheder i eksempelvis syning, træhåndværk, engelsk, polsk, historie, IT-kundskaber, madlavning eller dyrkning af grøntsager og afgrøder. Barka-skolen, der bl.a. er støttet af Velux-fonden, er en succes-historie, der udover skoledrift har kastet sig over at opstarte sociale virksomheder, opstart af små samfund, landbrug og lobbyvirksomhed. Geografisk har Barka bredt sig til en lang række polske byer, samt London, Belgien, Holland og andre lande i og udenfor Europa. Vi spiste frokost tilberedt af skolens madhold.

Barka 1

Oplæg ved Maria Sadowska på Barka-skolen

Barka

Michael B. Lauritsen oversætter engelsk til dansk fra Maria Sadowska på Barka-skolen.

Find Barka-organisationens hjemmeside her.

Efter besøgte på Barka-skolen besøgte vi afdelingen for danskstudier på et af de største institutter i verden for undervisning i skandinaviske sprog på Adam Mickiewicz-Universitetet. Her mødte vi lektor Thomas Mathiesen, der har været tilknyttet afdelingen i Poznan med små afbrydelser siden 2001, og som har en stærk indsigt i polsk samfundsliv, historie, sprog og kultur.

Thomas Mathiasen
Thomas Mathiasen holder foredrag om det polske samfund og uddanelsesvæsen, om studiekultur og om livet som danskstuderende i Polen, om de danskstuderendes (gode) jobudsigter, om politik, og om enshed og ulighed i Polen. Det foregik på dansk-instituttet ved Universitetet i Poznan, og afrundede på glimrende vis besøget i Polen.

Efter overnatning i Poznan brugtes lørdagen på hjemkørsel med sang, læsning og fordøjelse af rejsens indtryk og informationer.

 

Links til to relevante udgivelser af Magasinet NOTAT:

Østeuropa - 10 år i EU: Hvad fik Østeuropa ud af EU-medlemskabet (august 2014)

Polen - mellem vækst og velfærd (oktober 2011)

 

Links til PowerPoint-præsentationerne fra besøget hos Thomas Mathiasen:

Om danskstudiet i Poznan

Om det på en gang heterogene og homogene Polen

 

Like og del arrangementet:

 
 
 

Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet skifter hænder på Vartov i København på grundlovsdag.

Nuværende indehaver er Özlem Sara Cekic, der er tidligere medlem af Folketinget for SF og i dag debattør og initativtager til #brobygning og #dialogkaffe.

Læs mere om Demokratistafetten

Praktikplads hos landets sejeste EU-folkeoplysere i efteråret 2016.

PRAKTIKANTER TIL EU-DEBAT

Søg snarest muligt.

Vær med til at skabe fremtidens EU-debat!

DEO er et landsdækkende oplysningsforbund, som ud fra en demokratisk tankegang ønsker at aktivere flest muligt i en alsidig og fordomsfri debat om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.

British Flag About DEO in English

Find oplægsholdere med EU-ekspertise i DEO's database:
euforedag.dk banner