Forside Baltikum
Estland, Letland og Litauen

8 dages busrejse.

fredag 6. juni 2014 kl. 06:45 - 00:00

En busfuld af 56 mennesker oplevede 6.-13. juni de tre smukke og ret forskellige naboer ved Østersøen, Estland, Letland og Litauen. Vi hørte traditionel folkesang, lyttede til oplæg fra økonomer, kulturpersonligheder, politikere og folk med turbulent historie inde under huden. Vi kørte gennem smuk natur, oplevede hovedstæderne og lærte landene at kende gennem masser oplæg og samtale om historie, arkitektur, samfund, kultur og politik.

På busrejsen er der oplæg om landenes og byernes udvikling. Der bliver byvandringer ved byarkitekt Mogens Brøchner-Nielsen. Desuden lokale møder, hvor væsentlige emner belyses og sættes til debat. På hjemturen smuk indsejling gennem Stockholms skærgård.

Vi hørte om de russiske og polske mindretal, som i Letland og Estland for russernes vedkommende udgør en stor del af befolkningen og som for polakkernes vedkommende er et emne i forholdet mellem Polen og Litauen. Vi udforsker, hvilken betydning EU-medlemskabet siden 2004 har haft for landene. Og vi bliver klogere på energipolitikken, som er højaktuel i de tre tidligere sovjetrepublikker. Ved hjælp af henholdsvis vandkraft, skiferolie og måske atomkraft forsøger de tre lande at gøre sig uafhængige af gas fra Rusland. Vi sætter også spot på de betydelige forskelligheder de tre lande imellem. Michael B. Lauritsen koordinerer det faglige indhold på rejsen, der vedrører tiden efter 1989.

Prisen er 6.800 kr (medlemmer af DEO kun 6.600 kr). Prisen inkluderer busrejse, fem overnatninger i dobbeltværelse på hotel med morgenmad, færgebilletter samt to overnatninger i 4-køjes kahytter. Tillæg for enkeltværelse på hotellerne 900 kr. Tillæg for 2-køjes kahyt på færgerne 600 kr. pr. person.

Turen foregår i en 4-stjernet bus. Vi kører fra Randers, over Fyn, Høje Taastrup, Karlshamn-Klaipeda og hjem via Tallinn-Helsinki-Åbo-Stockholm. Der bliver to overnatninger i Vilnius, to i Riga og en i Tallinn. Derudover bliver der to overnatninger på færger. Finn Ellegaard er praktisk leder på rejsen.

Rejseplan

Fredag: Kørsel til Karlshamn med afgang fra Auning kl. 6.45, opsamling Randers Banegård kl. 7.10, Tilst ved tankstationen/McDonald's på Havkærvej kl. 7.45, Fredericia station kl. 9.15, pause på rastepladsen Knudshoved v/Nyborg til kl. 10.55 og Høje Taastrup Banegård (taxasiden) kl. 12.25. Vi kører over Øresundsbroen med ankomst Karlshamn færgehavn omkring kl. 16. Færgen afgår kl. 18 og ankommer til Klaipeda lørdag morgen kl. 9.

2. dag lørdag: Indsejlingen i den kæmpe industrihavn er en oplevelse, derefter kørsel fra Klaipeda til Vilnius - ca. 300 km. Undervejs spiser vi frokost i byen Elektrenai der i 1960ernes sovjettid blev opbygget omkring et enormt nyanlagt elektricitetsværk med tilhørende kølesø - op til stoppet er der oplæg om Litauens kontroversielle energipolitiske spørgsmål. Dernæst kører vi gennem et rekreativt område med bl.a. middelalderslottet Trakai, inden vi ankommer til Hotel Panorama i Vilnius ca. kl 17.00. Herefter kort byvandring i centrum.

3. dag søndag: Kl. 9.00 er der byvandring, bl.a. med besøg i den selvudråbte 'republik' og kunstnerbydel Uzupis. Vi vil møde aktivisten Tomas Tomalinas, der også arbejder for Litauens grønne parti, Lithuanian Peasant and Greens Union. Med Tomas vil vi diskutere Litauens nye atomkraftværk-projekt, krisen og nedskæringernes betydning for de fattigste i Litauen - og måske vil der også blive plads til en lille diskussion om danske svinebønder i Litauen. Herefter tager Mogens os på en byvandring rundt i Vilnius, hvorefter Arune Taunyte viser os en kirkegård, der rummer stort set hele Litauens nyere historie. Arune var aktiv i undergrundsbevægelsen i 1980'erne, da Litauen kæmpede for selvstændighed. Hun og hendes mand redigerede bl.a. et undergrundstidsskrift, hendes hjem var tilholdssted for udenlandske journalister og hun oplevede både forfølgelse og store succes'er. I dag arbejder Arune med undervisning af børn og unge.

4. dag mandag: Afgang til Riga kl. 9.00 - ca. 300 km. Undervejs frokostpause og et besøg på 'Korshøjen', som er blevet et symbol på den litauiske frihedskamp under Sovjetunionen. Ankomst til hotel i Riga ca. kl. 15. Fra kl. 16.00 er der byvandring i den centrale by og det overdådige Jugendstil-område. Klokken 19.30 møder vi Simon Drewsen Holmberg fra det danske kulturinstitut til mad og foredrag om samfund, politik, kultur og livet i Letland.

5. dag tirsdag: Vi går fra hotellet kl. 9.00 og møder Morten Hansen, professor og leder af Det Økonomiske Institut ved Stockholm School of Economics i Riga. Herefter er der mulighed for at gå med til centrum for at opleve verdens næststørste orgel i Rigas Domkirke. Resten af dagen er fri.

6. dag onsdag: Afgang til Tallinn kl. 8.30 - ca. 300 km. På vejen besøger vi et mindesmærke ved KZ-arbejdslejren Kurtenhof ved Salaspils. Vi holder frokostpause i badebyen Pärnu. Efter stop ved den legendariske sangfestivalplads i udkanten af Tallinn og ved 'Bronzesoldaten', det kontroversielle mindesmærke for Sovjetunionens soldater under Anden Verdenskrig, ankommer vi klokken ca. 17 til Hotel Barbara. Efter indlogering og aftensmad går vi til Nationalbanken hvor vi skal møde Karsten Stæhr, en dansk økonomiprofessor på Universitetet, som har boet en årrække i Estland.

7. dag torsdag: Kl. 9.00 pakkes bagagen i bussen og Mogens tager os med på byvandring i den centrale middelalderby med bl.a. besøg i Den Danske Konges Have og slotsområdet hvor Dannebrog faldt ned. Kl. 13.30 tager vi færgen til Helsinki (2 timer). I Helsinki kan vi lige nå at besøge Tempelkirken der er berømt for sin arkitektur. Derefter har vi to timers kørsel igennem Finland til Åbo hvor færgen afgår kl. 20.15. Vi spiser aftensmad ombord og nyder den flotte finske skærgård.

8. dag fredag: Vi er i havn allerede kl. 6.10, men bør alligevel unde sig selv at komme op og opleve indsejlingen i den stockholmske skærgård. Hjemkørsel fra Stockholm med spisepause på Motel Wätterleden kl. ca. 11. Via Helsingborg-Helsingør forventer vi ankomst til Høje Taastrup omkring kl. 17, Nyborg kl. ca. 18, Århus ca. kl. 21, Randers ca. kl. 21.30, Auning ca. kl. 22.

 

Like og del arrangementet:

 
 
 

Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet skifter hænder på Vartov i København på grundlovsdag.

Nuværende indehaver er Özlem Sara Cekic, der er tidligere medlem af Folketinget for SF og i dag debattør og initativtager til #brobygning og #dialogkaffe.

Læs mere om Demokratistafetten

Praktikplads hos landets sejeste EU-folkeoplysere i efteråret 2016.

PRAKTIKANTER TIL EU-DEBAT

Søg snarest muligt.

Vær med til at skabe fremtidens EU-debat!

DEO er et landsdækkende oplysningsforbund, som ud fra en demokratisk tankegang ønsker at aktivere flest muligt i en alsidig og fordomsfri debat om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.

British Flag About DEO in English

Find oplægsholdere med EU-ekspertise i DEO's database:
euforedag.dk banner